Det går den gale vej med Italien, der ”leger med ilden” i en grad, så det ligner et selvmordsforsøg.
Præcis sådan lød optakten, da vi i Økonomisk Politisk Netværk havde sat tidl. EU-diplomat, departementschef i udenrigsministeriet og ambassadør Claus Grube stævne og han sammen med økonom Lars Christensen.
Og der var da heller ikke mange formildende ord at hente på dagens morgenmøde.
Lars Christensen lagde ud med at konstatere, at Italien (lige som en række andre lande i øvrigt) aldrig nogensinde skulle have været med i euroen, og de fleste europæiske beslutningstagere ønsker dog nok også i deres stille sind, at Italien i dag stod udenfor euroen. Men det gør Italien ikke, og derfor er Italiens problemer også euroområdets problemer. Tidligere kunne man t skyde skylden for Italiens økonomiske problemer på ECB’s forfejlede renteforhøjelser, men efter at ECB siden 2014-15 har ført en mere lempelig pengepolitik, må Italiens problemer siges at skyldes Italien selv.
Italien har massive strukturelle problemer, og den nye populistiske regering har nu besluttet, at lempe finanspolitikken, hvilket de – behovet eller ej – simpelthen ikke har råd til.
Den lange italienske statsobligationsrente er nu over 3 pct. Selvom det ikke lyder voldsomt, men givet den store gæld, underskuddet på de offentlige finanser og den lave vækst, betyder det, at statsgælden vil stige eksplosivt, hvis renten stiger blot en smule fra de nuværende niveauer. Og så går Italien statsbankerot.
Det scenarie vækker naturligvis bekymring – ikke alene på de finansielle markeder men også hos ECB og i Bruxelles. For hvis den italienske statsgæld for alvor stiger, så er der en betydelig risiko for, at det er ECB og EU, der skal rydde op. Derfor er der nu kamp mellem EU og Italien. Det handler om nemlig om om den økonomiske stabilitet i hele Europa.
Da den italienske regering kom med deres finanslov, hvad Lars Christensen sammenlignede med et økonomisk selvmordsforsøg ved højlys dag, reagerede de italienske finansielle markeder da også promte og især bankaktierne fik stryg. De italienske banker ejer en stor del af de italienske statsobligationer, som altså potentielt vil blive værdiløse. Skulle han kigge lidt ud over Italien, så så Lars Christensen Frankrig som det største problem.
Herefter fik tidl. EU-diplomat og departementschef i Udenrigsministeriet Claus Grube ordet. Grube var enig i de ret dystre forudsigelser og understregede, at Italien gennem mange år har haft en meget høj gældsbyrde, som kun forværres. Italien har gang i et populistisk poker-spil, og Grube ser klart et spil mellem Italien og EU om, hvem der blinker først. Kommissionen har et sæt helt faste regler, der skal overholdes og fungerer med bødesystem mv, men gang på gang har det vist sig, at det politiske spiller en så stor rolle, at reglerne desværre bøjes.
Claus Grube nævnte således, at Kommissionen i tilfælde med lande som netop Frankrig men også Belgien, Spanien og Portugal har udvist (for) stor fleksibilitet. Det er således langt fra første gang, at man ser, at der har udspundet sig en strid mellem Euro-regeringerne og Kommissionen om, hvem der bestemmer. Det er usundt. Han fremhævede da også, at der næppe er tvivl om, at italienerne er betydeligt mere bekymrede for de finansielle markeder, end de er for EU. Efter valget hvor Lega tog stemmerne i nord og femstjerne-bevægelsen tog stemmerne i syd, må man sige, at er der én ting, de er enige om, så er det konfrontationen med EU.
Udover Italien lagde Claus Grube også vægt på, hvor meget Brexit stadig betyder i EU. Han understregede, hvor meget Brexit kommer til at betyde for et decideret magtskifte i EU. Når Storbritannien først er ude af de besluttende organer, så vil Tyskland, Holland og de nordlige lande blive udfordret i langt større grad end hidtil set, hvilket kan skubbe til hele sammenhængskraften. Claus Grube påpegede, at Frankrig og Italien ikke i det lange løb kan fortsætte med så at sige at køre på fribilletter, og også Claus Grube konkluderede, at det er de finansielle markeder, der kommer til at bestemme snarere end politikerne.