Præsident Xi Jinping er i fuld gang med en omstilling af kinesisk økonomi. Han gør op med USA som eneste supermagt, og han har i flere år lagt kræfter i den måske mest ambitiøs internationale plan i form af infrastruktur og nye handelsruter nogensinde nemlig den såkaldte nye silkevej.
Ikke mange tror at målet alene er at fastholde økonomisk vækst og dynamik i Kina. Hvad er reelt på spil? Hvad får Kina ud af at poste milliarder i det gigantiske projekt? Hvem får mest ud af det? Hvordan bliver det modtaget i andre lande? Hvorfor vil Kina ha’ en rolle i Arktisk?
Kom og hør kinaekspert og lektor, ph.d. ved Forsvarsakademiet, Camilla Nørup Sørensen, når hun sætter fokus på den kinesiske økonomi og det politiske spil, der er i fuld gang.
———————————————————————————————————-
Camilla Nørup Sørensen lagde ud med ordene ”Riget i midten”. Kinas præsident Xi Jinping har flere gange givet udtryk for, at Kina har taget hul på en „ny æra”. Kina vil ikke længere „holde lav profil” men vil tage stormagtsansvar og spille en stærk og aktiv rolle globalt.
Med ”Den nye Silkevej” har Xi Jinping prioriteret den strategiske satsning, der skal styrke forbindelsen til Europa og resten af verden samt skabe sammenhæng mellem varer, regioner, folket osv. Omfanget er enormt, og der er indgået et hav af aftaler – ifølge kineserne selv mere end 170 aftaler og investeret – i nogle opgørelser – 90 mia. dollars i projektet (det er dog uvist, hvad det reelle beløb er). „Den Nye Silkevej” gør sit indtog i region efter region og land efter land. Senest i Arktis.
I starten var fokus på Asien (især Centralasien), hvor Silkevejen skulle gå fra det vestlige Kina til Europa. Derudover var den en maritim rute, der skulle gå fra Kinas østkyst via havne i Sydøstasien til Sydasien, Afrika og endelig Europa. De to oprindelige ruter er senere blevet suppleret af flere andre som fx ”Kina-Pakistan-korridoren” og som tidligere nævnt den ”Polare Silkevej” gennem Arktis. Frem for én silkevej er der derfor i dag tale om en hel vifte af ruter, og Kina har da også ændret navnet fra ”One Belt One Road” til ”Belt and Road Initiative” (BRI).
I såvel USA som en række vesteuropæiske politiske cirkler er der imidlertid en voksende skepsis at spore. „Den Nye Silkevej” anses som et strategisk træk, hvor Kina via store investeringer, billige lån og fordelagtige økonomiske aftaler søger at binde de involverede lande op på realiseringen af kinesiske målsætninger og samtidig gør landene afhængige af at fastholde et godt forhold til Kina.
Camilla tror ikke, at Kina er interesseret i at splitte fx EU ad og lagde vægt på, at Silkevejs-projektet i høj grad også er drevet af rent indenrigspolitiske kræfter. Væksten har været for nedadgående, og det er vigtigt at skaffe vækst. Der er stigende indenrigspolitiske regionale og sociale spændinger. Man skal af af med de gamle tunge industrier og satse endnu mere på infrastrukturløsnsinger.
Når Kina har så stor fokus på infrastruktur, skyldes det ifølge Camilla, at der for det første er et stort behov for nye infrastrukturinvesteringer i Asien, og for det andet, at Kina har en masse erfaring indenfor infrastruktur (højhastighedstogforbindelser, veje, havne, lufthavne, kommuniaktionsnetværk osv). Sidst men ikke mindst at netop hurtigere kommunikation, fragt af produkter og transport af arbejdere sikrer de bedste betingelser for økonomisk udveksling og vækst. Man skal af af med de gamle tunge industrier og satse endnu mere på nyt. Lykkes det at udbrede kinesiske løsninger, designs og standarder til store dele af resten af verden, så vil det være en ny indtægtskilde, som kan være medvirkende til, at Kommunistpartiet kan beholde magten og på et tidspunkt realisere ”den socialistiske modernisering” og løfte hele den kinesiske befolknings levestandard til middelklasseniveau. Kineserne ved godt, at fattigdom er roden til alt ond, og de vil gøre alt for at få central- og vestkina med i den økonomiske vækst. Silkevejen er således helt centralt i såvel det økonomiske som politiske lederskab.
Kinas fokus har i første omgang især været på udviklingslande, hvor Kina tilbyder kvalitetsprodukter og -løsninger billigt og i flere tilfælde også selv etablerer dem eller yder fordelagtige lån. Som eksempel nævnte Camilla den kinesiske telekommunikationsvirksomhed ”Huawei”, som på denne måde er kommet til at dominere markedet for mobiltelefoner og -netværk i visse dele af Afrika. Ligeledes har Kina haft succes med at udbygge højhastighedstogsnetværk i bl.a. Thailand, Indien, Indonesien og Malaysia.
Den voksende internationale opmærksomhed på Kinas ”fremturen” og kritik fra USA og Europa har gjort, at Kina i høj grad forsøger at lade være med at blande sig for meget i interne stridigheder udenfor Kina. Men selvfølgelig ligger der – udover de indenrigspolitiske årsager – også en ”stormagtskonkurrence” bag projektet (vi skal ud at besejre). Når Kina mener de ligger ”tæt på Arktis” (hvad de gør på nogle af deres kort….), så er det ikke alene fordi klimaforandringer vil ha’ betydning for Kina men i høj grad også fordi Kina bruger det som en metode til at ”komme ind” og få nye ”frontiers”.
Til slut kom Camilla ind på forholdet mellem Grønland og Kina & Danmark og Kina.
Meget spændende morgen hvor vi i den grad fik øjnene op for Kinas og Xi Jinpings langsigtede projekt ”Den nye Silkevej”, der skal løfte Kina økonomisk og politisk.